Farvel og TAK til 2020 – et år med op- og nedture

Sikke en rutsjetur 2020 har været, og TAK fordi I har været med os hele vejen.

Vi slutter året af med stolene sat op på samme vis, som da vi gik ind i foråret. En tid, der for mange står som grænsende til uvirkelig, da Danmark for første gang stiftede bekendtskab med en national lockdown og efterfølgende blev alt for familiære med ordet pandemi. Nu går vi julen i møde med nedlukkede restauranter og hjemsendte medarbejdere, men også med et lys for enden af tunnelen og en stærk tro på fremtiden.

Meget - rigtig meget – er sket siden foråret, og det er en mild underdrivelse at sige, at ingen af os havde fantasi til at forestille os, hvordan vores verden ville se ud i dag, da vi sidste år gik på juleferie ved denne tid

2020 blev i sandhed et historisk år
Når vi i disse dage gør status over året, er det sigende, hvordan mange fremhæver, at de kommer til at huske Mette Frederiksens pressemøde den 11. marts 2020 på samme vis, som mange af os husker, præcis hvad vi lavede, da flyene ramte Twin Towers den 11. september i 2001. På The Standard kommer vi helt bestemt også til at huske den 11. marts 2020, men vi mindes ikke dagen med en oplevelse af chok. Tværtimod husker vi pressemødet for at give os en form for afklaring på en foruroligende situation, som vi selv havde forsøgt at finde vores vej rundt i.

Året startede foruroligende
Allerede i januar modtog vi de første aflysninger fra vores kinesiske samarbejdspartnere på baggrund af situationen i Wuhan, og derfra accelereredes antallet af internationale aflysninger med lynets hast. Aflysningerne kom fra kunder og gæster fra alle steder i verden. Gæster, der på det tidspunkt udgjorde langt størstedelen af vores forretningsgrundlag.

Vi var slet ikke klar over, hvordan det lille ord pandemi ville komme til at spille en afgørende rolle i vores hverdag og fremtid. Og tilbage i februar var vi fortsat optimistiske og forventningsfulde på året, der lige var begyndt. For vi havde siden vores overtagelse af The Standard i 2018 satset stort, og arbejdet hårdt på at vende husets triste økonomiske historik igennem en ny forretningsmodel med nye restauranter og nye koncepter.

Vi faldt på målstregen - og rejste os på en anden bane
2020 var året, hvor vi endelig skulle høste frugterne af vores investeringer og anstrengelser – og ordrebøgerne så ved årets begyndelse rigtigt fornuftige ud.

Da vi overtog The Standard blev de forskellige restauranter og virksomheder drevet individuelt af hver sin ejer med hvert sit regnskab. Men økonomien kunne ikke hænge sammen i den forretningsmodel, og i 2017 var det kun Studio og Almanak som fortsat kunne byde gæster indenfor i den smukke, men halvtomme toldbygning. Med årlige millionunderskud var begge disse restauranter dog også økonomisk udfordret, og da vi alligevel valgte at overtage hele huset The Standard med både Studio og Almanak fra 2018, var det med en helt ny forretningsmodel i tasken.

Vi fusionerede ultimo 2017 alle restauranter og virksomheder tilknyttet The Standard ind i ét selskab med fælles drift, ledelse og ejerskab, og synergierne viste sig allerede på bundlinjen i 2018. Her blev der skåret 13 millioner af det samlede underskud fra 2016, og årets resultat blev reduceret til et underskud på ca. 4 millioner d.kr.

Men den helt store ”game changer” i The Standards nye forretningsmodel var, at vi med det nye set-up kunne trække på alle faciliteter og kompetencer på tværs af huset. Det betød, at vi kunne melde The Standard ind i den absolutte superliga af venues til store internationale events, selskaber og arrangementer i København.

15 millioner i selskabsbogen
Store arrangementer med en planlægningstid på 1-3 år kom i hus, og siden 2018 lykkedes vi med at opbygge en kundeportefølje af store internationale koncerner, ambassader og eventarrangører verden over. 2020 var året, hvor mange af disse arrangementer endelig skulle afvikles, og da vi ved årets begyndelse havde bookinger i bogen for ca. DKK 15 millioner, og over halvdelen af årets budget dermed var i hus, kunne det ikke gå galt. Troede vi.

Men så kom Covid-19 som bekendt. Lufthavnen blev lukket, og alt blev aflyst. Det, der havde taget 2 år at bygge op, var væk på 2 uger i foråret, og med udsættelsen af først EM og derefter de Olympiske Lege vidste vi, at denne del af vores forretning ikke ville vende tilbage i 2020. Kort efter stod det klart, at det ville de internationale turister og erhvervsgæster heller ikke.

Fra den ene dag til den anden havde vi mistet over 90% af The Standards forretningsgrundlag. Og med 100% af omkostningerne at betale, så fremtiden ved indgangen til april mildt sagt udfordrende ud. Men verden ændrede sig på mange punkter – og pludselig fik vi hjælp fra uventet kant og løb meget hurtigt på en helt anden bane.

Grund til optimisme
For vi afslutter året med en optimistisk tro på fremtiden. Der er nemlig rigtigt meget godt at berette fra det herrens år 2020. Hvis du vil læse mere om, hvorfor vi står stærkere i 2021 end nogensinde før, så kan du læse videre for året der gik på hver Mission, Studio og Almanak.

Kærlig hilsen alle os på The Standard

 

FLERE NYHEDER FRA THE STANDARD

The Standard Nytårs take away

Almanaks Nytårsmenu – Take Away  OBS. NYTÅRSMENUER FRA ALMANAK ER UDSOLGT, MEN VI HAR STADIG ET

Take Away fra Almanak & Studio

Så skete det igen. Covid-19 har endnu engang resulteret i, at restauranter i København og andre
De nuværende restriktioner, og dermed nedlukningen af restauranter for spisende gæster, er indtil videre gældende frem til den 28.februar 2021.

Ønsker du take away i denne periode kan vi anbefale, at prøve vores søsterrestaurant Restaurant RADIO's fantastiske take away menu. Se menuen her.